Hvad laver vi
Sexekspressen er et frivilligt seksualoplysningsprojekt i København, Odense og Århus, der underviser folkeskolens 7.-10. klasse i seksualvejledning. Vores formål er at sikre unge et sundt forhold til deres egen krop og seksualitet. Projektet har eksisteret siden 1998 (11 år), og i den periode har vi besøgt over mere end 4500 folkeskoleelever.
Hvem er vi
Alle vores guider er frivillige medicinstuderende som underviser uden at få betaling. Alle guider gennemgår en uges intensiv træning og løbende videreuddannelse ved aften- og weekendarrangementer. Vores guider har gennem deres uddannelse og studie et solidt fagligt grundlag for at undervise i dette emne, hvilket suppleres med, at vi er relativt unge, og derfor bedre kan nå de unge på deres niveau. Samtidig kommer vi som eksterne ressourcepersoner, eleverne ikke skal stå til regnskab for næste dag, hvorfor de tør indgå i en åben dialog med vores guider. Undervisningen tilrettelægges på elevernes præmisser, og vi forsøger at præsentere så mange indfaldsvinkler til seksualitet som muligt, således at den enkelte elev har mulighed for at danne sig sine egne meninger.
Hvordan gør vi
Vi foretrækker at sende en mandlig og kvindelig guide og underviser klassen en hel skoledag. Vi underviser i kroppen og dens udvikling, pubertet, forelskelse, første gang, homoseksualitet, kærester, seksualitet og anden etnisk baggrund, prævention og kønssygdomme. Desuden deler vi sidst på dagen eleverne op i drenge og piger, hvilket giver mulighed for en mere åben snak om de mere kønsrelaterede emner. Vi gør meget ud af, at undervisningen skal være inspirerende for eleverne, og vi anvender meget gruppearbejde, debat, film og rollespil i undervisningen.



Om Sexekspressen